Integrationsterapi
- Integration af Psykedeliske Oplevelser og udvidede bevidsthedstilstande

Psykedelika (Psilocybin, Ayahuasca, LSD, MDMA m.m.) er nøgler, som med det rette mindset, i den rette dose og i de rette omgivelser, potentielt kan låse op til vores inderste og for en stund afmontere de psykiske forsvarsmekanismer vi har bygget op gennem livet. Herigennem kan vi få mulighed for at genforhandle eller forløse traumer, få indsigter omkring vores natur og handlemønstre, og i nogle tilfælde kan vi blive præsenteret for sammenhænge og mystiske erkendelser, som vi bagefter kan have brug for tid og hjælp til at forstå og integrere. Den psykedeliske tilstand vil ofte bevæge sig i samme felt, vi kender fra drømmeverdenen, og derfor kan det være givende efterfølgende at reflektere over oplevelserne gennem dybdepsykologiens symbolverden eller arbejde kreativt med eksempelvis tegneterapi. Skellet mellem krop og sind kan også opleves anderledes i den psykedeliske tilstand, og kroppen kan i nogle tilfælde begynde at reagere uforudset og afspænde efter sin egen indre logik, også efter at psyken er vendt tilbage til normaltilstand. Tiden efter en psykedelisk oplevelse er således både vigtig og potentielt sårbar, da en masse psykisk materiale og traume-stof kan have “rystet sig løs”, og derfor er det en god idé at alliere sig med en terapeut, både som forberedelse til en psykedelisk session og i den efterfølgende integrationsproces.

Vær opmærksom på:
Psykedelika er potente værktøjer og skal som ethvert andet værktøj benyttes forsvarligt.

At bruge psykedelika som et middel til introspektion og selvudvikling er at påtage sig et dedikeret, ansvarsbevidst arbejde med sig selv, ikke mindst ift. efterfølgende at integrere de evt. svære oplevelser, indsigter og til tider uvante kropslige tilstande man kan være kommet i kontakt med under indtag. Det kræver et stærkt ego at eksperimentere med at afmontere egoet, og psykedelika kan give dig arbejde, du muligvis ikke har bedt om eller er forberedt på – og måske kommer den indsigt eller helbredelse du søger gennem brug af psykedelika med en pris af en mere eksistentiel karakter, end du er klar til.

Psykedelika kan også bruges rekreativt, men der er ingen garanti for, at der ikke åbnes for psykisk materiale, du kan have behov for hjælp til at integrere, selvom din intention var en anden.

Det kan være du overvejer at prøve psykedelika for første gang og gerne vil have noget sparring ift. idéen og evt. forberedelse. Vi kigger på grundlaget for dit ønske, og om der evt. også er alternativer, der kunne være relevante at prøve først. Det kan også være du har nogle oplevelser af ældre karakter, du har fundet ud af, du stadig har behov for at få bearbejdet. Uanset er du velkommen.

I 2022 blev jeg certificeret i MDMA-assisteret psykoterapi via organisationen MAPS i USA. Senere i den forbindelse tog jeg en snak med mine medkursister og Alexander Grigat i hans podcast Den Forbudte Skole:


Hvornår og hvordan psykedelisk terapi bliver legaliseret i Danmark er i skrivende stund et åbent spørgsmål. Jeg tilbyder p.t. ikke psykedelisk facilitering, dvs. terapeutiske forløb der inkluderer indtag af psykedelika. Men jeg tilbyder terapeutisk sparring og hjælp til integration af psykedeliske oplevelser og indsigter, du har gjort dig udenfor det terapeutiske rum.