Psykoterapi v. Morten Blok

I terapi kan Skyggen bruges som en metafor for det sted, hvor vi placerer de dele af vores personlighed, vi ikke vil kendes ved eller ubevidst undertrykker. Det kan eksempelvis være, vi ikke vil være ved vores vrede, og udelukkende vil betragtes af os selv og omverdenen som positive (i betydningen “altid glade”) mennesker. Vi taler her om at vreden er lagt i skyggen.
Som udgangspunkt har vi gode grunde til, at sider af os selv er lagt i skyggen, og det handler som oftest om tilpasning. Dvs. for at tilpasse os vores omgivelser og blive accepteret, er vi tidligt blevet nødt til lægge bånd på visse dele af vores personlighed eller følelsesliv, for ikke at føle os fremmedgjorte eller skamfulde, eller for decideret at undgå udstødelse. Det kan være en tilpasning, der er foregået i familien, i daginstitutioner, blandt venner, eller som en generel tilpasning til det miljø og den kultur man er en del af.
Det er der ikke noget unormalt i, tilpasning er en del af tilværelsens vilkår. Men tilpasning er ikke altid nok for et menneskes livsudfoldelse, og ofte kan de sider, vi har måttet lægge i skyggen, skabe problemer i både vores indre og ydre liv, indtil vi beslutter os for aktivt at bringe dem frem og forholde os til dem. Før det sker, kan skyggematerialet resultere i depressive tilstande eller passivt-aggressive omgangsformer, og det kan også vise sig i eksempelvis drømme, gennem uventede overreaktioner eller som såkaldte projektioner, dvs. når vi reagerer kraftigt negativt eller positivt på personlighedssider i andre mennesker, som vi ikke kan eller vil se i os selv. Det kan også være, vi aldrig har haft praktisk mulighed for at udvikle og udforske disse hengemte sider, simpelthen fordi de ydre rammer indtil videre ikke har været faciliterende eller inspirerende nok i vores tilværelse, og vi har således ikke et bevidst blik for, hvordan vi kan arbejde med os selv eller i hvilken retning vi skal gå – vi kan bare fornemme en sten i skoen.
Det vi fokuserer på i terapien er således at bære et lys ind i mørket for at opløse skyggen, dvs. vi undersøger nysgerrigt, om der er sider af dig, der kæmper for at komme til udtryk, uden du nødvendigvis selv er bevidst om det. Et menneske der ankommer i terapi med et specifikt problem, kan således blive overrasket over at finde ud af, at mange frustrationer skyldes vedkommendes tilpasningsdygtighed eller en undertrykt side, og ikke det, vedkommende egentlig troede var problemet.

At lave skyggearbejde betyder ikke, at man sætter sig selv fri til at være fuldstændig impulsstyret eller grænseløs, men at man arbejder hen mod at tage et modent, anerkendende ejerskab for alle de impulser, potentialer, længsler, tanker og følelser man indeholder, og som kan blive afdækket både i dagligdagen og i terapien. Hvordan vi reagerer på dette indhold og bruger eller begrænser det fremadrettet, bliver et spørgsmål om blandt andet mod, etik og autenticitet – således bliver både ansvaret og friheden større for det menneske, der beslutter sig for at lære sig selv at kende. Derfor er skyggearbejde også et stykke modningsarbejde.

At modnes kan være hårdt, og det kan i mange tilfælde være angstprovokerende og til tider skamfuldt at lære sig selv og sine skyggesider at kende. Derfor kan der helt naturligt også være modstand på et sådant arbejde, også selvom det til tider kan være spændende og i sidste ende befriende. Skyggearbejdet foregår derfor gelinde og med empati i terapien – og ofte kan skyggearbejdet være en sidegevinst og ikke en egentlig ramme for dit terapiforløb.