Psykoterapi v. Morten Blok

Hvis din juice-kur, bio-hacking eller meditations-retreat ikke er dokumenteret på sociale medier, har du så overhovedet fået noget ud af det?

I det præstationsorienterede, individualiserede samfund bliver vi fra barnsben testet og vurderet i de institutioner, vi har vores daglige gang i – og dermed bliver vi tidligt skolet i at tvivle på os selv og overveje, om vi er gode nok og passer ind. Flere generationer er således gennem både skolegang og daglige reklame- og mediebombardementer blevet vænnet til, at følelsen af utilstrækkelighed er en normaltilstand, og at vi altid bør være på vej hen mod et bedre sted, og ikke mindst et bedre ”Jeg”: Det gode liv er altid lige om hjørnet, hvis bare vi arbejder hårdt nok.
Hvis vi på et tidspunkt mener at have gennemskuet, at den opskrift på livet ikke holder hvad den lover, så kan vi begynde at søge efter en mere autentisk tilværelse; vi kan søge både indad og udad. Vi kan komme ind i eksistentielle overvejelser. Vi kan komme i krise. Og vi kan hurtigt komme til at gøre brug af den strategi, vi har lært bedst, nemlig at arbejde hårdt for at komme videre i vores selvudvikling.

Tilbuddene står i kø til dig, der gerne vil “arbejde med dig selv”: kure, diæter, coaching, efteruddannelse, mindfulness og ikke mindst terapi. Flere arbejdspladser er også begyndt at tilbyde mindfulness kurser som et middel mod stress; således bliver det ikke dine arbejdsbetingelser der stresser dig, men i stedet dine usunde tanker om dit arbejde, du nu kan og bør meditere dig væk fra. Ansvaret bliver lagt tilbage på dig som individ, og du bliver endnu engang målt og vejet – mediterer du godt nok?

Hvis ovenstående tilbud er for mainstream for dig, og du er mere nysgerrig, kan du give dig i kast med mikrodosering eller såkaldte rejser på psykedelika, eller du kan begynde at gribe ud efter mere spirituelle identitetsmarkører for at genopfinde dig selv, og muligvis ryge ned i lommer af spirituel narcissisme eller spiritual bypassing.

Uanset hvad du kaster dig over, kan det sagtens være, det virker for dig i en god rum tid – måske endda resten af livet, hvis du holder godt nok fast og stadig arbejder hårdt for det. Men for de fleste går gassen af ballonen på et tidspunkt, uden at de muligvis helt kan forklare hvorfor. Måske du også når til det punkt. Måske du endda indser, at du i dit forsøg på at erstatte et stressende materialistisk liv med nogle ideer om et mere autentisk liv, stadig er i gang med at piske ukærligt rundt med dig selv; du har så at sige bare erstattet det ene hamsterhjul med et andet, selvom det muligvis er et lidt mere sofistikeret og smukt hamsterhjul.

Du er nu vågnet op til, at du er tilbage, hvor du startede. Og hvad så nu?

Det er et paradoks, at vi igennem vores bestræbelser på at lette vores byrder, kan komme til at lægge endnu mere vægt på vores skuldre. Men det bunder ofte i, at vi ikke løbende tager højde for, at vi muligvis har en indre perfektionist, som konstant forsøger at diktere retning, omfang og tempo, også når det kommer til kærlig selvpleje.
Vi kan blive vred på vores indre perfektionist når vi får øje på den og forsøge at udskamme den, men det virker ikke i længden – for det vi overser er, at det er vores perfektionist der bliver vred og forsøger at udskamme sig selv.

I terapien går vi ud fra, at perfektionisten er der af en grund; som regel har den til formål at forsvare dig mod de følelser af utilstrækkelighed, du tidligt i dit liv er blevet konfronteret med. Hvis du er ramt af utilstrækkelighed i terapien kan du blive fokuseret på at blive en dygtig klient, fremfor at være sårbar og til stede. Når jeg selv engang i mellem bliver ramt af utilstrækkelighed, bliver jeg mere fokuseret på at være en dygtig terapeut fremfor en passende støtte og spejling for dig. Men hvis vi begge træner opmærksomheden løbende i terapien, bliver der samtidigt arbejdet hen mod et rum, hvor du kan læne dig tilbage i radikal selvaccept, og hvor der er plads til at udforske både utilstrækkeligheden og perfektionismen uden fordømmelse. Det er her terapien for alvor begynder at rykke. Og det er paradoksalt nok også her, du begynder at kunne flytte dig i din tilværelse, hvis det er det, du vel at mærke gerne vil. Således går du fra at orientere dig ud fra udefrakommende idealer og til i stedet at træne dit indre kompas, og herfra tage dine egne valg.

En af mine klienter fandt ud af, at i en stresset periode var armbøjninger den bedste måde han kunne komme i kontakt med sin krop på og få afladet noget energi. En anden klient indså pludselig, hun allerede dyrkede meditation, når hun strikkede. Hverken armbøjninger eller strikning lyder umiddelbart særligt eksotisk eller selvudviklende – men ikke mindst derfor, var det de helt rigtige aktiviteter for mine klienter.

Husk:
Målet med terapi er ikke, at du skal komme igen, fordi du bliver god til at gå i terapi. Målet er, at du skal have støtte og sparring i al den tid, du har brug for det, indtil du kan stå på egne ben:

• vel vidende at du altid er velkommen igen senere hen, hvis behovet opstår
• vel vidende at tilværelsen uundgåeligt er besværlig, til tider smertefuld og langt hen ad vejen uperfekt

Dette er personlig frigørelse i det selv-optimerende samfund.
Dette er ”det gode liv”.